• En 18-årig mand sigtes og fængsles for knivdrab i Valby

    Источник: BDK Borsnyt / 14 ноя 2024 08:04:38   America/Chicago

    Torsdag er en 18-årig mand blevet varetægtsfængslet i 14 dage for et knivdrab i Valby 8. september. Han blev anholdt af Københavns Politi onsdag og er torsdag blevet fremstillet i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg. Den 18-årige er sigtet for med flere knivstik at have dræbt en 17-årig dreng. Forbrydelsen skete 8. september omkring klokken 02.25 ved Vigerslev Allé og Kulbanevej. Grundlovsforhøret foregik bag lukkede døre. Når et grundlovsforhør er for lukkede døre, forhindres offentligheden i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer. Det er uklart, hvordan den 18-årige forholder sig til sigtelsen. Dagen efter knivdrabet blev fem mænd anholdt af Københavns Politi. De blev alle løsladt efter et grundlovsforhør i Københavns Byret. De fem mænd var i alderen 18 til 26 år. Københavns Politi oplyste tirsdag til Ritzau, at de fem mænd ikke længere er sigtet for drabet. Desuden kunne politiet oplyse, at drabssagen i Valby har ført til, at to personer er sigtet i en anden sag om våbenbesiddelse. Efter en undersøgelse af gerningsstedet 8. september fandt man våben i området. De to sigtede i sagen om våbenbesiddelse har ingen relation til de fem mænd, der tidligere har været sigtet i knivdrabet på den 17-årige dreng, fortalte Københavns Politi. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/en-18-aarig-mand-sigtes-og-faengsles-for-knivdrab-i-valby
Опубликовать